Hvorfor opsøger journalisten en tidligere kriminel og fokuserer på hans fortid, for at beskrive at indvandrere generelt i stigende omfang får sig en uddannelse?
Journalisten laver en kobling mellem det at være kriminel og indvandrer. Se TV-indslaget her "Flere indvandrere i uddannelse".
Ser journalisten virkelig en naturlig sammenhæng mellem det at være ung nydansk og kriminel? Er journalisten selv blevet bedraget af de utallige historier om unge nydanskere, der er kriminelle, så journalisten selv tror, at alle nydanskere er kriminelle?
Jeg blev kontaktet af en journalist fra TV-Avisen. Han ville have kontakt til en af mine elever, som er tidligere kriminel. Det er den eneste af mine elever, som har en kriminel fortid.
Journalisten havde læst om den unge mand i kriminalforsorgens blad. Min elev er på det seneste blevet opsøgt af mange journalister, fordi han haft succes med at bryde et kriminelt mønster og er nu taget på højskole og har en drøm om at blive journalist, forfatter, foredragsholder eller pædagog. Han skal aldrig tilbage til fængslet.
Jeg forstår på journalisten, at han vil lave en positiv historie om at kriminelle i stigende grad kommer ud af kriminaliteten ved at tage sig en uddannelse. Journalisten vil bruge min elev som en case, en positiv historie, om at det faktisk kan lykkes at bryde en kriminel løbebane og få sig en uddannelse.
Jeg sætter dem i kontakt med hinanden og glæder mig til at se tv-indslaget.
Titlen på indslaget er: Flere indvandrere i uddannelse "
Indvandrere er blevet markant bedre til at bryde den sociale arv og gå i gang med uddannelse. Det viser nye tal fra Rockwool Fondens forskningsenhed".
Jeg tænker: De vil måske slet ikke bruge ham i forbindelse med hans kriminelle fortid, hvilket ellers var årsagen til at de havde læst om ham i kriminalforsorgens blad. Men jo, de laver en kobling mellem at være tidligere kriminel og flere indvandrere i uddannelse. Kriminalitet og indvandrere er jo to sider af samme sag.
Hele indslaget er problematisk. Ud over at hele vinklen og valget af case er langt ude og skaber mere forvirring end overblik, så er det heller ikke en nyhed at flere unge nydanskere påbegynder en uddannelse end tidligere. Lige så lidt er det en nyhed at frafaldet er større end blandt unge med etnisk dansk baggrund. (Kilde: Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark i samarbejde med Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, 2004. Kilde: ”Rapport fra den tværministerielle arbejdsgruppe vedrørende praktiske indgange i flere uddannelser”, 2005, Finans-, Undervisnings-, Integrations og Beskæftigelsesministeriet.)
Men hvorfor opsøger man en tidligere kriminel og fokuserer på hans fortid for at beskrive, at indvandrere generelt i stigende omfang får sig en uddannelse? Jeg har flere nydanske elever, som er gået direkte fra gymnasiet til højskolen med et gennemsnit på over 9. De kommer til at gå fra højskolen til en videregående uddannelse og vil fuldføre den uden problemer. Hvorfor opsøger man ikke dem? Eller hvorfor tager journalisten ikke hen på Ørestadens gymnasium, som ligger et stenkast fra DR byen? Hvorfor kigger man i kriminalforsorgens blad?
Jeg ved det ikke, jeg bliver bange for at journalisten virkelig ser en naturlig sammenhæng mellem det at være ung nydansk og kriminel.
At journalisten selv er blevet bedraget af de utallige historier om unge nydanskere, der er kriminelle, at journalisten selv tror, at alle nydanskere er kriminelle.
Jeg ringede til en af mine venner, som er journalist. Han havde også set indslaget og sagde: Du skal virkelig spørge meget ind til vinklen. Og tro aldrig på den umiddelbare forklaring. Du skal have det hele at vide på forhånd. Journalister er som udgangspunkt ikke til at stole på.
Det værste er, at min elev med den kriminelle fortid har en fantastisk historie, hvilket mange journalister heldigvis har opdaget.
Men journalisten gik glip af den virkelig historie.
tirsdag den 11. november 2008
Indvandrer = kriminel
Indsendt af Grundtvigs Højskole kl. 01.34
Etiketter: kriminalitet, medier, nydanskere, uddannelse
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
hvad jeg ledte efter, tak
I will not concur on it. I think precise post. Specially the title attracted me to study the unscathed story.
Good brief and this fill someone in on helped me alot in my college assignement. Thank you for your information.
Send en kommentar